94% af deltagerne

Werner Erhard Vender Tilbage

Af PETER HALDEMANNOV. 28, 2015

Den hvidhårede mand klædt som en tjener (mørk vest, mørke bukser) gik frem og tilbage i midtergangen mellem rækker af skriveborde i et konferencelokale i Toronto. “Hvis du vil være en leder, er du nødt til at have et meget løst forhold til denne ting, som du kalder “jeg” eller “mig”,” råbte han. “Måske er hele denne ting i “mig, omkring hvilken universet kredser” ikke så vigtig!”

Han standsede for at tørre panden med en håndfuld papirhåndklæder. En assistent stod ved siden af med en mikrofon, men han vinkede hende væk. “Måske handler livet ikke om selvet, men om selv-transcendens! Har I et problem med det?”

Ingen i rummet havde et problem med det. Ved skrivebordene sad 27 navnemærkede akademikere fra hele verden. Og i løbet af dagen vil en række af dem tage mikrofonen for at stille, hvad deres instruktør kaldte “Jamen'er, hvad så med'er eller hvad nu hvis'er” som svar på hans udtalelser -- men ingen havde et problem med dem.

På nogle måder, mindede den tre-dages workshop, “At skabe klasseledere,” om en EST-træningssession. Som med den kulturelle prøvesten fra ​​1970'erne, var der “deling” og bifald. Der var konfrontationer og kram. Gnomiske erklæringer hang tykt i luften: “Vi er nødt til at skelne mellem forskel”, “At se findes ikke, kun seeren”, “Der er ikke nogen er.”

Hr. Erhard og Buckminster Fuller på scenen ved begivenheden i 1979, At få verden til at fungere for alle. Tak til Werner Erhard Foundation Men begivenheden var meget mere civiliseret end EST. Der var toiletpauser. Ingen blev kaldt et bandeord af læreren.

Dette er vigtigt, fordi læreren var ingen ringere end skaberen af ​​EST, Werner Erhard. Det er endnu et søm i kisten for F. Scott Fitzgeralds teori om, at der ikke findes anden akter i amerikanske liv.

“Jeg er dedikeret til det modsatte af den idé,” sagde Hr. Erhard et par uger efter lederskabskurset i Toronto. “Jeg tror ikke, at der er en person, der gik ud af det rum, der ikke er en anden akt.” For slet ikke at sige noget om deres instruktør, der, i en alder af 80, måske er mere en tredje eller fjerde akt.

Der var en tid, drenge og piger -- “mig-årtiet”, som Tom Wolfe kaldte det -- hvor mor og far bar stemningsringe, deltog i faciliteringsgrupper og generelt udførte en utrættelig mængde navlebeskuelse. Hvis den såkaldte menneskelige potentiale-bevægelse havde en enkelt avatar, var det Werner Erhard.

EST (latin for “er”, og en forkortelse for Erhard Seminars Training) var lige dele Zen-buddhisme og Dale Carnegie. Håbefulde “EST'ere” strømmede til konferencelokaler på hoteller over hele landet til stridige træningskurser, under hvilke de ikke fik måltider og ikke tog toiletpauser for at tage ansvar for deres liv og “forstå det” ved at opdage, at der ikke var noget at forstå.

Diana Ross, Joe Namath, Yoko Ono, Jerry Rubin og flere hundrede tusinde andre søgere forstod det. Newsweek erklærede Hr. Erhard for “en berømthedsguru, der sælger oplysning.” Der var tvivlere. For New Times Magazine, var han “kongen af ​​hjerne-røverne.”

Kritikken blev mere intens som EST voksede. Det blev kaldt en kult, der praktiserede tankekontrol (verbale overgreb, søvnmangel), et fupnummer, der udnyttede sine tilhængere (intens rekruttering, endeløse “dimissionsseminarer”).

Der blev talt meget om Hr. Erhards komplicerede Don Draper-agtige fortid: hans dage som bilforhandler i Philadelphia, hans eksperimenter med Mind Dynamics og Scientology, samt at han forlod sin første kone og deres fire børn for at genopfinde sig selv på den amerikanske vestkyst.

Selv hans navn var falsk, taget fra en artikel i Esquire, som han læste på flyet til Californien. (“Mændene der oprettede det nye Tyskland” inkluderede henvisninger til Ludwig Erhard, Økonomiministeren, og Werner Heisenberg, atomvidenskabsmanden.) Hr. Erhard blev født som Jack Rosenberg.

I 1985 fik EST en ny indpakning i form af The Forum, en venligere, blidere udgave af træningen, der også var mere succes-orienteret. “I 80'erne begyndte folk at tænke en lille smule, og det var muligt at bruge en mindre konfronterende stil,” sagde han. Men skattesager, virksomhedsretssager og en grim skilsmisse fra sin anden kone sørgede for, at Hr. Erhard forblev i nyhedsmediernes fokus.

Det hele kulminerede i 1991. I marts samme år, på samme tid, som funktionærer fra de amerikanske skattemyndigheder offentligt beskyldte ham for skattesvig, udsendte “60 Minutes” en reportage om Hr. Erhard, der afbildede ham som en voldelig far og ægtemand, som havde forulempet to døtre fra sit andet ægteskab seksuelt. Kort før programmet blev sendt på tv, solgte han The Forum til en gruppe medarbejdere, gav sin Grand Danois til en ven og flygtede ud af landet.

“Mit omdømme blev ødelagt af “60 Minutes”,” råbte Hr. Erhard mellem slurke af Dragon Well Supreme grøn te og en håndfuld piller, som han tager for forskellige lidelser. (Han kan ikke tale i et normalt toneleje -- en arbejdsskade, måske.)

Han havde booket en suite på NYC-hotellet i London, hvor han havde rejst hen med sin hollandsk-fødte tredje kone, Gonneke Spits, fra Toronto for at se venner, lave lidt forretning og besøge hans yndlings-kiropraktor og -skrædder. Han var også i byen for at mødes med en journalist -- stort set det eneste presse, han havde lavet i mere end to årtier.

“Det var tydeligt, at jeg var nødt til at fjerne mig fra arbejdet, ellers ville det virkelig skade arbejdet,” sagde Hr. Erhard om hans selvvalgte eksil.

“Der er ingen tvivl om, at L. Ron Hubbard erklærede mig for en fjende, der skulle nedlægges med ethvert middel,” sagde han. “Ifølge Scientologys doktriner betød det, at de kunne ødelægge mig økonomisk, socialt eller omdømmemæssigt.”

Det var lang tid før bogen (og filmen) “Going Clear” afslørede nogle af Scientologys mere skumle metoder. Men en artikel i Los Angeles Times fra 1991 beskrev, hvordan kirken rent faktisk havde udpeget Hr. Erhard som en “undertrykkende person”, og hyret mindst tre privatdetektiver til at finde snavs på ham og give det videre til nyhedsmedierne. En af dem, Alan Clow, sagde han delte sine fund med “60 Minutes”.

Hvad angår de amerikanske skattemyndigheder, sagsøgte Hr. Erhard myndighederne (og fik tilkendt 200.000 dollars i erstatning) for fejlagtigt at hævde, at han ikke havde betalt skat.

Reklame
Fortsæt med at læse hovedhistorien

Datteren, der havde beskyldt ham for misbrug trak senere sine beskyldninger tilbage og indrømmede, at hun havde løjet for at modtage et forskud på en bog. Og en artikel i The Believer erklærede, at “60 Minutes”-segmentet var fyldt med så mange fejl, at CBS havde slettet det fra sine offentlige arkiver.

Efter at have forladt landet, bosatte Hr. Erhard sig i en vens lejlighed i Tokyo med, sagde han, ikke mere end “en lommefuld kontanter”.

Reklame
Fortsæt med at læse hovedhistorien

Han havde beholdt forretningsrettighederne til The Forum i Japan, og i flere år, under betegnelsen “beherskelse”, afholdte han seminarer for fagfolk, der oplevede Japans økonomiske krise i begyndelsen af ​​1990'erne. Han udførte også noget konsulentarbejde for Landmark, The Forums efterfølger, der drives af hans bror Harry Rosenberg.

I 1996 fik Hr. Erhard en mystisk invaliderende sygdom. En ven henviste ham til en læge på Caymanøerne, som i sidste ende diagnosticerede Epstein-Barr-virussen. Hr. Erhard kom til hægterne på Grand Cayman, hvor han og Frøken Spits (en tidligere EST-direktør) købte en villa i George Town, som stadig er deres hjemmebase, når de ikke er ude at rejse.

I flere år før hans nyeste faglige reinkarnation, var Hr. Erhard konsulent for virksomheder og offentlige organer såsom det russiske voksenuddannelsesprogram, Znaniye-foreningen, og en almennyttig organisation, der støtter præster i Irland.

Her kommer Harvard-økonomen, Michael Jensen, ind i billedet. Dr. Jensen, som er berømt i finansielle kredse for at være fortaler for aktionærværdi og aktieoptioner, havde taget et Landmark-kursus i Boston efter forslag fra sin datter, som havde forbedret et ellers vanskeligt forhold med Dr. Jensen efter selv at have taget kurset.

“Jeg blev overbevist om, at vi bør arbejde på at få denne form for transformerende materiale ind i akademierne,” sagde han og tilføjede, at han betragter Hr. Erhard som “en af ​​de store intellektuelle i dette århundrede.”

I 2004, med hjælp fra en Landmark-funktionær, udviklede Dr. Jensen et eksperimentalt kursus om integritet i lederskab på Simon Business School ved University of Rochester. Kurset blev tilbudt der i fem år, og Hr. Erhard begyndte at deltage som instruktør i løbet af det tredje år. Det er siden blevet undervist på flere universiteter rundt om i verden samt på United States Air Force Academy.

Hvad angår dets filosofiske fundament, havde Hr. Erhard lidt svært ved at beskrive kurset uden at ty til sin Delfiske fraseologi (“ontologisk pædagogik”, “handling som et korrelat af det forekommende”).

Siddende foran en række computere på sit hotelværelse, læste han uddrag fra den 1000-siders lærebog, som han arbejder på, såsom: “Som sproglige abstraktioner, vil leder og ledelse skabe leder og ledelse som muligheder, hvori, når du er en leder, alle mulige måder at være på er til rådighed for dig.”

Kort fortalt har kurset, som skylder en ideologisk gæld til The Forum og til den tyske filosof Martin Heidegger, en erfaringsbaseret, snarere end videnbaseret, tilgang til sit emne. Elever mestrer principper såsom integritet og ægthed med henblik på at forlade klassen og agere som ledere i stedet for blot at have viden om ledelse.

Dets initiativtagere mener, at kurset har bredere anvendelser både i og uden for den akademiske verden. “De burde vise det til regeringen,” sagde Paul Fireman, den tidligere bestyrelsesformand og Administrerende Direktør for Reebok, der har modtaget rådgivning fra Hr. Erhard i hans seneste arbejde. (Hr. Fireman siger, at Reeboks aktiekurs hoppede “fra 6-7 dollars til 25-30 dollars” efter at han introducerede sine ansatte for Landmark-træningen.)

Landmark, for hvem Hr. Erhard fortsætter med at hjælpe med at udvikle nye programmer, er langt mere mainstream end EST nogensinde blev. I øjeblikket, ifølge Harry Rosenberg, deltager 130.000 mennesker om året i dens tilbud, som er tilgængelige på alle kontinenter undtagen Antarktis. Den har en stærkere virksomhedstilstedeværelse end EST eller The Forum; i tillæg til Reebok, har den kunder såsom Microsoft, NASA og Lululemon.

Alligevel er Hr. Erhards fokus på personligt ansvar, på at være snarere end at vide, indlejret i Landmarks workshops. “Alle Landmark-programmerne er baseret på de tanker og metoder, som Werner udviklede,” sagde Hr. Rosenberg. “Den grundlæggende hensigt har ikke ændret sig.”

Rent faktisk har Hr. Erhard haft en temmelig stor indflydelse på kulturen som helhed. Hans indflydelse, skrev Lucy Kellaway i Financial Times, “strækker sig langt ud over de par millioner mennesker, der har taget hans kurser: der findes næppe en selvhjælpsbog eller et lederuddannelsesprogram, der ikke låner nogle af hans principper.”

Hvorvidt det er en god ting eller ej, afhænger sandsynligvis af ens holdning til sådanne bøger og programmer.

“Erhard gjorde det acceptabelt, at målet helliger midlet,” sagde Steve Salerno, forfatter til “Humbug: Hvordan selvhjælpsbevægelsen gjorde USA hjælpeløs.” “Hvilket er delvist ansvarlig for, hvad jeg kalder 'happyism' (lykkelighed). Hvis din lykke er det eneste, der betyder noget, kan enhver, der står i vejen, ofres i den hensynsløse forfølgelse af individuel perfektion.”

Kritik af denne art ryster ikke Hr. Erhard. Han har prøvet det, der er værre. I sit niende årti, er han opslugt af sin seneste mission, og bruger 10 timer om dagen på forelæsninger og på at undervise tre kurser om året udover at færdiggøre lærebogen. Hans seneste sundhedsmæssige udfordringer inkluderer en kamp med sepsis (blodforgiftning), der gjorde at han måtte lære at gå igen (et stopur i hans suite mindede ham om at slentre rundt hver halve time), men han arbejder stadig seks dage om ugen.

Mens han skriver, lytter han til musik: Renée Fleming, den serbiske komponist Stevan Mokranjac, Sérgio Mendes. “Du vil kunne lide det her,” sagde han, mens han gennemgik afspilningslisten på en af ​​hans computere. “Gonneke! Hvor er “Brasileiro” her på? ” Hans kone, en stilfuld, platinblond kvinde, som Hr. Erhard læner sig opad for at klare de mere verdslige ting i livet, hjalp ham med at finde det pågældende album af Hr. Mendes. Et Batucada-bands surdo-trommes banken fyldte rummet.

I deres fritid, kan parret lide at rejse. Tokyo, Amsterdam og London er foretrukne steder, sammen med Hawaii og den amerikanske vestkyst, hvor Hr. Erhards syv børn bor. Han har nu et meget stærkt forhold til fire af dem, sagde han, og et godt forhold til de andre tre.

Han har også 11 børnebørn, og en af ​​hans nuværende beskæftigelser er de bedøvende virkninger af digital teknologi på Millennials. Idet han begyndte at tale entusiastisk om emnet, læste han højt fra en anden passage, denne fra en kompakt Heidegger-stil, der opfordrede til en “holdning til teknologi, som udtrykker ja og nej på samme tid.”

“Omkostningerne for denne generation er enorme,” sagde Hr. Erhard. “De er ved at miste adgang til deres menneskelighed.”

Fastholdelse af adgang til hans egen menneskelighed er muligvis Hr. Erhards største projekt. Svævende rundt på skærmen på en anden computer var ordet “upåklagelighed”, en påmindelse, sagde han, “om at beskæftige sig med alt, hvad jeg rører med omhu.” Hvis han lært sin lektie på den hårde måde, er der måske ikke nogen nem måde.

“Her er, hvordan det er for mig,” sagde Hr. Erhard, mens han læner sig ind og giver sine stemmebånd en pause. “Når min integritet fejler, forstår jeg, at jeg bare skal være en smule mindre som person. Og de ting du skal huske om integritet er, at det et bjerg uden top.”

Uret ringede. Han rejste sig op og strakte sig. Tid til endnu et par omgange rundt om lokalet.

En version af denne artikel vises på tryk den 29. november 2015 på side ST19 af den nationale udgave med overskriften: Werner Erhard